På din vandregning fra Energi Viborg vil der fra 2026 og fremefter være en ny post, der hedder ”Vandsamarbejde”. Den samlede vandpris stiger dog ikke, da prisen for vandforbrug samtidig sænkes.
Baggrunden for den nye post på regningen er, at Viborg Kommune i 2024 besluttede, at der skulle oprettes et vandsamarbejde, som omfatter alle almene vandværker i Viborg kommune. Hensigten med vandsamarbejdet er, at der skal investeres i grundvandsbeskyttelse, så grundvandet sikres for eftertiden. Grundvandsressourcen i Danmark er under pres, og det er også tilfældet i Viborg Kommune.
Kommunen er, hvad angår vandsamarbejdet, delt ind i 6 områder som kaldes superforsyningsområder, og Energi Viborg Vand er repræsenteret i to: Viborg Midt, som dækker området omkring Viborg, samt området ved Karup, som Kølvrå Vandværk er en del af.
Hvert område beslutter hvor stort et beløb, der skal opkræves pr. m3. I Kølvrå betales 1 krone pr. m3 inklusive moms, mens man i Viborg betaler 1,25 kroner pr. m3 inklusive moms.
De opkrævede midler kan bruges på flere måder, for eksempel skovrejsning, erstatninger ved restriktioner på landbrug samt etablering af nødforsyningsledninger for at gøre vandforsyningen mere sikker.
Der er i hvert superforsyningsområde udpeget områder, som kaldes grundvandsparker. I disse grundvandsparker kan fremtidens vandforsyning funderes, og det er her, der med fordel kan investeres i beskyttelse af grundvandet.