Energi Viborg Vand er i gang med at etablere en ny regnvandskloak på Sct. Jørgens Vej ved hjælp af metoden mikrotunnelering, hvor kloakken bliver boret frem. I den forbindelse inviteres alle interesserede til åben byggeplads tirsdag den 12. maj.Mikrotunnelering gør det muligt at etablere kloakledninger under jorden med færre opgravninger og dermed også færre gener for omgivelserne.
“Med mikrotunnelering kan vi arbejde hurtigere og med langt færre gener for trafikanter, beboere og de lokale erhvervsdrivende. Det er en avanceret metode, som vi sammen med vores leverandør gerne vil vise frem og fortælle mere om,” fortæller Anders Byrdal og Henrik Juel Poulsen, der begge er projektledere hos Energi Viborg Vand.
Invitation til åben byggeplads
For at give borgerne et indblik i projektet og metoden holder Energi Viborg Vand åben byggeplads på Sct. Jørgens Vej.
Tid og sted:
Tirsdag den 12. maj 2026
Klokken 15.00–17.00
Sct. Jørgens Vej, Viborg
Parkering: Vi henviser til P-muligheder i området, f.eks. Fischers Plads.
På dagen kan de besøgende blandt andet opleve:
- Mikrotunnelering – den nye fremgangsmåde i praksis
- Teknikken og de specialbyggede maskiner
- Fordele og udfordringer ved projektet
- Den store boremaskine – og måske se den i aktion
- Byggegruben, hvor man i dagens anledning kan komme ned og kigge gennem røret mod Søndersøparken.
Der vil være kaffe og sodavand til de fremmødte.
Fakta om projektet
- Projektet omfatter etableringen af en ny separat regnvandsledning, fra Søndersø til Dumpen. Den nye regnvandsledning hjælper med at fremtidssikre kloaksystemet i Viborg. Derudover skal et nyt underjordisk anlæg hjælpe med rensning af regnvandet fra midtbyen, inden det afledes til Søndersø.
- Bygherre: Energi Viborg Vand.
- Opgaven løses i partnering-samarbejde med Entreprenørfirmaet Østergaard A/S.
- Arbejderne på Sct. Jørgens Vej pågår frem til august 2026.
- Senere skal kloakken også fornyes og forstærkes i Dumpen.