Spring til indhold
#DIT VANDVALG

Kandidater

På denne side har du mulighed for at læse mere om kandidaterne til posten som forbrugerrepræsentant i Energi Viborg Vands bestyrelse.

Der er fire kandidater, og de er på denne side vist i alfabetisk rækkefølge efter fornavn.

 

Allan Clifford Christensen

Henrik Hansen

Jens Haugstrup Jensen

John Godsk Vutborg

Allan Clifford Christensen

Billigst mulig drikkevand, og ikke mindst fornuftige priser, også på spildevand. Beskyttelse af drikkevandsressourcer.
Lidt et paradoks når man samtidig sidder i et A/S.
Mere end tyve års erfaring i Viborg Byråd. Ved hvor skoen trykker. Og er godt uddannet og forberedt på krisetider og udefrakommende trusler.

Henrik Hansen

Jeg er Henrik Hansen, og jeg stiller op som forbrugerrepræsentant i Energi Viborg Vands bestyrelse. Jeg vil arbejde for at sikre fortsat offentligt ejerskab af Energi Viborg Vand, beskytte vores vandindvindingsområder og styrke forsyningssikkerheden samt cybersikkerheden.

Jeg mener, at det er afgørende at bevare Energi Viborg Vand som en offentlig ejet virksomhed for at sikre, at vores vandforsyning forbliver i hænderne på dem, der har den største interesse i dens bæredygtighed og kvalitet - nemlig os, forbrugerne. Offentligt ejerskab sikrer, at beslutninger træffes med fokus på fællesskabets bedste og ikke på profit.

Vandindvindingsområderne er en anden hjertesag for mig. Disse områder er fundamentale vandforsyningen, og det er afgørende, at vi beskytter dem mod forurening og overudnyttelse. Jeg vil arbejde for at sikre, at vores vandressourcer forvaltes på en bæredygtig måde.

Endelig er forsyningssikkerhed og cybersikkerhed områder, der kræver opmærksomhed. I en tid hvor trusler mod vores infrastruktur bliver stadig mere sofistikerede, er det vigtigt at have robuste systemer og procedurer på plads for at beskytte vores vandforsyning mod både fysiske og digitale trusler. Jeg vil arbejde for at styrke vores forsvar mod cyberangreb og sikre, at vores forsyningsnetværk er modstandsdygtigt og pålideligt.

Jeg håber på jeres støtte til at blive stemmen for forbrugerne i Energi Viborg Vand. Sammen kan vi sikre en bæredygtig, sikker og offentlig ejet vandforsyning for fremtiden.

Jens Haugstrup Jensen

Jeg har været forbrugernes bestyrelsesmedlem i Energi Viborg Vand A/S siden 2018 og har således opnået en god indsigt i de mange emner, der skal tages beslutninger om i bestyrelsen, samt om samspillet mellem ledelsen og de politiske udvalg for klima, miljø og teknik.

Siden 1973 har jeg boet i Viborg Kommune og i 43 år arbejdede jeg i et rådgivende ingeniørfirma med alle forskellige opgaver indenfor spildevand, vandforsyning samt miljø- og naturopgaver. De sidste 23 arbejdsår var jeg afdelingschef og har samlet set opnået en stor viden og erfaring med teknik, økonomi, strategi, ledelse, administration og forbrugertilfredshed.

Jeg sidder desuden i en koordinationsgruppe for forbrugerrepræsentanter i DANVA (Brancheorganisation for vandselskaber) og har således en god føling med, hvad der foregår i andre vandselskaber. Desuden holder jeg mig løbende ajour med udviklingen ved at læse DANVAs blad DanskVand.

Godt og rent drikkevand prioriterer jeg meget højt, og lægger vægt på en effektiv og bæredygtig spildevandshåndtering – så vidt muligt uden kloakvand i kældrene. Desuden skal vi sikre et godt og bedre vandmiljø i vores vandløb og søer, herunder også gode bademuligheder. Årsagerne til badeforbud i Hjarbæk og Lovns Bredning skal findes og stoppes i 2026.

Jeg lægger vægt på en god forbrugerservice og vil arbejde for en udbygning af informationer til så mange forbrugere som muligt. Desuden vil jeg arbejde for, at der i 2026 bliver dannet et forbrugerpanel med forskellige typer af os forbrugere, som et par gange om året holder relevante møder med ledelsen og bestyrelsesmedlemmerne.

Ved de årlige budgetlægninger tænker jeg altid over: ”Hvilket udbytte får vi som forbruger af de enkelte investeringer og driftsopgaver”?

John Godsk Vutborg

Jeg hedder John, jeg er 37 år og bosat i Tapdrup med min kone og vores to børn. Jeg har boet og arbejdet hele mit liv i Viborg, og byen samt lokalområdet betyder meget for mig og min familie.

Som person trives jeg med samarbejde og dialog. Jeg lægger vægt på at være imødekommende og tillidsskabende, og går op i at tingene bliver gjort ordentligt – uden at miste roen og overblikket, når der skal træffes beslutninger.

Jeg blev uddannet VVSer i 2012 og efterfølgende ansat på Grundfos i otte år med ansvar for deres springvand, kloak- og vandinstallationer. Efter en periode som leder hos CBRE, har jeg de seneste tre år været ansat hos Viborg Varme. Her rådgiver og vejler jeg dagligt forbrugere omkring deres fjernvarmeanlæg, så de får bedre løsninger og mere værdi i hverdagen. Jeg brænder for at finde de små forbedringer, der både giver besparelser, komfort og tilfredshed.

Frivillighed vægter meget hos mig - dette afspejler også min fritid. Udover at have spillet og trænet i floorball i 15 år, er jeg medlem af skolebestyrelsen i børnenes skole, i grundejerforeningen på vejen, lægdommer, bloddonor og deltager aktivt i debatten om hærvejsmotorvejen.

For mig handler frivillighed om at tage ansvar for det fællesskab, man er en del af. Det er samme drivkraft, der er årsag til at jeg stiller op.

Jeg håber på din stemme, fordi jeg ønsker at være bindeled mellem forbrugere og Energi Viborg Vand. Jeg vil arbejde for gennemsigtighed, høj kvalitet og løsninger, der både gavner den enkelte forbruger og fællesskabet.