Vandbrud i Kølvrå

6. juli 2020

Energi Viborg Vand har lokaliseret det drilske vandbrud ved Kølvrå Vandværk, der har været omtalt i lokale medier.

Energi Viborg Vand sætter prop i Kølvrå-vandbrud

Energi Viborg Vand lokaliserede den 3. juli 2020 det drilske vandbrud ved Kølvrå Vandværk, der har været omtalt i lokale medier.

– Sandjorden i Kølvrå har gjort det vanskeligt at lokalisere bruddet, da vandet trænger let ned i sandjord og bliver ledt væk med det samme. Det betød, at vi faktisk skulle grave næsten helt ned til vandledningen, før jorden virkede fugtig, og vi på den måde fandt bruddet, fortæller Mogens Brems Knudsen, afdelingschef for Energi Viborg Vands drikkevandsafdeling.

Efter en systematisk gennemgang med aflukning af ventiler og trykmåling lykkedes det Energi Viborg Vand at indsnævre søgningen efter bruddet. Det viste sig, at lækagen befandt sig på vandværkets egen matrikel lige inden for hegnet, der omkranser vandværket.

Udbedringen af bruddet kunne klares med lukning af vandet for kun fire husstande og var klaret på ca. tre timer.

Energi Viborg Vand undskylder for de gener, eftersøgningen har medført, i form af kortvarige afbrydelser og ustabilt tryk, og takker for de mange henvendelser, vi modtog, da vi efterlyste bruddet.

Tilbage

keyboard_arrow_up