Fjernaflæste målere

12. december 2019

Energi Viborg Vand investerer i ny teknologi, der betyder, at vandkunderne i fremtiden ikke længere behøver at aflæse deres vandmåler.

Vandmålerne bliver intelligente i Viborg

Energi Viborg Vand A/S investerer i ny teknologi, der betyder, at vandkunderne i fremtiden ikke længere behøver at aflæse deres vandmåler. Kunderne i Viborg vil nemlig få udskiftet deres mekaniske vandmåler med en måler, som fjernaflæses af Energi Viborg Vand A/S.

Allerede til januar begynder planlægningen af udskiftningen af de ca. 16.000 vandmålere til en ny moderne måler fra teknologiproducenten Kamstrup. Energi Viborg Vand A/S har investeret i den nyeste teknologi, som også indeholder et system til aflæsning af målerne. Det betyder, at forbrugerne ikke længere nødvendigvis skal finde vej frem i mørket for at aflæse deres vandmåler.

”Det er en kæmpe fordel og en meget bedre service, at vi nu selv kan aflæse målerne uden at forstyrre vores kunder. Derudover er vi med de nye målere også sikre på at få de korrekte aflæsninger ind, så det er både til gavn for vandkunderne som for os, fordi der skal bruges færre administrative ressourcer i forbindelse med aflæsninger”, fortæller Mette Urup, der er konstitueret direktør ved Energi Viborg Vand.

Til trods for, at målerne bliver fjernaflæste, er det vigtigt, at kunderne fortsat følger med i deres vandforbrug. Måleren er derfor udstyret med et stort digitalt display, og kunderne vil kunne følge deres forbrug helt ned til én liter. De nye intelligente målere kan derved bidrage til en øget bevidsthed om forbrug og forbrugsmønstre.

Måleren opdager lækager
Den nye digitale løsning vil give Energi Viborg Vand et bedre indblik i ledningsnettet og hvorhenne, der eventuelt er lækager og utætheder.

”Da vi skulle vælge måler, var det helt afgørende, at målerne havde lækageovervågning, så vi kan reagere hurtigt og gøre kunderne opmærksomme på lækager. Den mulighed har vi i dag i Kølvrå, hvor vi igennem tre år har kørt pilotprojekt med fjernaflæste målere.  Målerne registrerer uregelmæssigheder, og det gør, at vi vil opdage utætheder, så vi kan lokalisere vores og kundernes vandtab meget hurtigt og dermed sikre et lavt vandspild”, siger Mette Urup.

Målerne vil blive udskiftet af producenten Kamstrup i samarbejde med Energi Viborg Vand A/S igennem det næste halvandet år. Alle forbrugere vil få direkte besked om, hvornår deres måler skal udskiftes.

Se pressemeddelelse som PDF

Tilbage

keyboard_arrow_up