Akkumuleringstanken
Akkumuleringstanken fungerer som varmelager for kraftvarmeværket, således at det aldrig ”løber tør” for varme! Derudover er den også med til at holde et konstant tryk på hele transmissionsnettet i Viborg.
I princippet fungerer akkumuleringstanken som en stor termokande med plads til ca. 19 millioner liter varmt vand. Det vil med andre ord sige, at vi kan gemme det varme fjernvarmevand fra de perioder, hvor vi producerer mere varme, end der er behov for, og så trække på det i spidslastningsperioder og i perioder, hvor værket ikke kører.
Tanken rummer 19.400 m3, er 31,5 meter høj og har en diameter på 28 meter.
Tanken kan indeholde ca. 900 MWh varme ved ca. 90 °C. Det svarer til ca. 15 timers fjernvarmeforbrug i Viborg by på en kold vinterdag.
Tanken er beklædt med 300 mm isolering, en vind- og vandtæt gummidug og yderst med aluminiumsplader.
Tanken er altid fyldt med vand. Det er kun temperaturen på vandet, der varierer. Det er det samme vand, der cirkulerer rundt til varmecentralerne i byen.